Hvad har du høstet?
Haveejeren
Han står og ser ud over sin have.
Stor, frodig og i fuldt flor.
Solens stråler rammer hans kind, fuglenes triller beroliger hans øre alt imens han tager en dyb indånding og frydes over et væld af forskellige dufte.
Han smiler og sætter sig over i sin yndlingsstol bagerst i haven. Han lukker øjnene og blunder hen.
5 år tidligere
Alt er kaos.
Tidslerne har erklæret krig mod morgenfruerne.
De stikkende planter tårner sig op og skygger for morgenfruerne, der knap kommer halvvejs op.
De forsøger at strække sig efter solen og finde en plads, men tidsler og brynke overhaler og skygger for morgenfruerne.
Lidt længere nede i haven har æbletræerne, deres kamp mod de hurtige popler og de brede bøgetræer.
De få frugter æbletræet kommer med bliver alt for hurtigt spist af solsortene og resterne kommer sneglene og spiser.
Haven er en stor kamp indtil en dag, hvor haveejeren kommer og styrer slagets gang.
Han hjælper den lille morgenfrue og begrænser tidsler og brynke.
Æbletræet får mere luft og lys.
Poplen bliver fældet og bøgen beskåret.
Han sørger for at der bliver plads til alle dele, så alle får et sted at vise sit værd.
Haveejeren åbner sine øjne og ser hvor dejligt et udbytte han kan høste og nyde godt af.
August
August er en måned, hvor vi høster mange ting.
Mange afgrøder på markerne bliver høstet, men vi høster også frugter og grøntsager fra haven.
Men ud over den spiselige høst, høster vi også mange andre ting i livet.
Hvad har du set høsten af?
Har du tidligere på året høstet en god eksamen, der gjorde det muligt at komme ind på den uddannelse du nu kan starte på?
Det kan også være, du har fået luet ud i dårlige venskaber/bekendte?
Kan du se høsten af dit arbejde?
Står du midt i kaos og er ved at rydde ud og så nyt, eller er du nået så langt at du efterhånden kan se frugten og måske høste godt af dit arbejde?
Livet igennem sår og høster vi i mange henseender, men hvis vi sår og ikke passer vores livs-have, vil vi også høste derefter.
Hvad ønsker du at kunne høste?
Glæde?
Gode venskaber?
Godt arbejde?
Gode karakterer?
En god familie?
Hvis du ønsker nogle af disse, kræver det ikke kun at du sår, men at du også plejer og passer din ”have” for at kunne høste det ønskede resultat.
Næste gang du plukker noget i din have eller et andet sted, så tænk på hvilket arbejde, der har været ved at få den høst. Overfør dette til det du ønsker at høste i livet.