Er du uretfærdigt blevet stemplet af et andet menneske?

Hvis du har prøvet at blive stemplet som noget, du ikke kan identificere dig med, ved du også hvor utilfredsstillende det er og hvor meget det kan skure imod din identitet og selvopfattelse.

Generelt kan vi ikke lide at blive låst fast i en bestemt kasse – især ikke hvis vi ikke selv har valgt at være i den. Alligevel bruger vi meget kasse-tænkningen i vores samfund, og vi gør det også overfor dem vi møder.

Når vi møder nye mennesker, vurderer vi (mere eller mindre ubevist) om der er noget genkendeligt fra andre situationer, hvorefter vi kobler det nye menneske med den genkendelige situation og sætter dermed den anden i bås.

Hvis vores første møde med et andet menneske er at han er sur eller skrap, så vil vi sætte ham over i den kasse med andre vi kender, der er sure eller skrappe.

Men er det nu berettiget? Det kunne jo blot være at han, lige på det tidspunkt, var godt træt eller havde haft en lang dag. Det kunne være, at han generelt var et glad og optimistisk menneske, men ved at dit første indtryk af ham var at han var sur og skrap, vil du automatisk tænke, at han også vil være det næste gang. Dermed har du placeret ham i en kasse, han sikkert ikke selv kan identificere sig med.

Det med at stigmatisere andre og selv blive udsat for stigmatisering gør vi mere eller mindre ubevidst i hverdagen, men for nogle bliver det mere invaliderende end for andre. Nogle grupper (for at kategorisere dem) bliver oftere mødt med stigmatisering end andre.

En sociolog ved navn Goffman har undersøgt det med at blive stigmatiseret.

Tre former for stigmatisering

Han undersøgte tre former for stigmatiseringer:

1.Kropslige vederstyggeligheder. Med det mente han, at man kan blive stigmatiseret i form af forskellige fysiske misdannelser. Det kan være i form af medfødte handicaps, men også nogle fysiske handicap man har fået senere i livet.

2. Karaktermæssige fejl. Dette viser sig i eks. viljesvaghed, dominerende eller unaturlig fanatisme, bedrageri eller illoyalhed. Folk sætter denne stigmatisering på en person ud fra den pågældendes fortid, eks alkoholisme, psykisk syg, rygning, rocker, religiøs osv.

3. Slægtsbetingede stigma. Det sidste stigma har at gøre med noget, der kan overføres fra slægt til slægt. Så som race, nation, religion.

Hvad sker der når vi stigmatiserer andre?

Vi tror at en person, der er belastet med et stigma, ikke er et rigtigt menneske og dermed udøver vi forskellige former for diskrimination, hvorved vi ofte kommer til at begrænse personens udfoldelsesmuligheder. Vi tildeler dem etiketter og stempler dem.

Den stigmatiserede person har en tendens til at have samme identitetsopfattelse som alle andre. Han føler og ser sig som et normalt menneske og har dermed fortjent en retfærdig behandling.

Men efterhånden som han finder ud af at han ikke lever op til de krav de andre forventer af ham bliver skamfølelsen en nærliggende mulighed. Hans egen identitet bliver udfordret.

Normale menneskers umiddelbare tilstedeværelse vil ofte forstærke denne splittelse mellem hans eget selv og de krav han stiller til sig selv. Selvhad og mindreværdsfølelser kan dermed let opstå og for nogle, kan denne følelse også opstå selv når der ikke er andre til stede end en selv og et spejl.

Et vigtigt begreb for den stigmatiserede person bliver accept. Når han ikke bliver mødt med respekt og ikke bliver accepteret med alle sine sider, kan den stigmatiserede person ende med at isolere sig fra omverdenen og dermed afskære sig selv fra den gavnlige respons, som daglig socialt samvær med andre kan give. Han kan da let blive mistænksom, deprimeret, fjendtlig, ængstelig og forvirret.

Når vi kan se den stigmatiseredes fejl blot ved at tænke eller se på ham, bliver han meget let udstillet og sat udenfor. Det kan blandt andre mennesker føles som en krænkelse af hans privatliv eller privatsfære.

Hvilke strategier har den stigmatiserede?

Når man bliver stigmatiseret, kan man vælge mellem flere strategier. Nogle vil vælge at forsøge at skule det, hvis det er muligt. Nogle kan også forsøge at sløre deres stigma, lade det være irrelevant og dermed ubemærket eller undlade at fortælle det.

Hvis ens stigma synligt bliver kommenteret eller ageret på, vælger nogle at være sig selv og acceptere at andre stigmatiserer en eller de forsøger at leve op til det de andre forventer man er når man har dette stigma.

Når man bliver tildelt et stigma, kan der let opstå en vis ambivalens i forhold til at tilhøre en gruppe, da man gerne vil være normal, men at man føler sig mest normal sammen med gruppen med de samme stigmas.

Det vil være meget forskelligt, hvem, der vælger hvad. Der kan også være situationer, hvor man vælger at lade stigmaet være sløret eller undlade at fortælle om det og dermed være normal samme med den gruppe. Det kunne for eksempel være i skolen eller på arbejdet. Der kan så være andre situationer, hvor man vælger at være sammen med mennesker med samme stigma, da man har et behov for egentlig at passe rigtigt ind og kunne vise den side af sig selv også.

Jeg er ret overbevist om at mange med psykiske sygdomme, i mange sammenhænge helst vil forsøge at passe ind og dermed undlade at fortælle om deres problematikker i hverdagen. Men mange vil også have et vist behov for at føle sig set som et helt menneske også med de karaktermæssige fejl (stigma) man nu engang har. De vil dermed på et tidspunkt søge hen til grupper, der også oplever de samme stigma som en selv.

 

Vi har alle brug for en social gruppe, hvor vi føler vi bliver respekteret som et helt menneske og ikke kun for en enkelt del af os.

Hvis du let kommer til at dømme eller stemple andre mennesker, så tænk da over, hvordan du gerne selv vil mødes af andre.

 

Hvad kan du selv gøre?

Hvis du er en af dem, der har været udsat for at blive stigmatiseret, ved du også hvor svært det kan være at manøvrere rundt i hverdagen.

Din hverdag kan være fyldt med dilemmaer om;

Hvad kan jeg tillade mig at sige?

Hvor meget kan jeg fortælle?

Hvad kan jeg fortælle til hvem?

Hvordan bliver det jeg fortæller modtaget?

Hvordan agerer de overfor mig bagefter?

 

Hvis ud kan genkende nogle af disse tanker, kommer her et par tanker du kan gøre dig for at agere i din hverdag:

• Uanset, hvordan du tænker i din hverdag og uanset, hvor meget du bliver udsat for stigmatisering, er det en god ide at have overvejet nogle retningslinjer for dig selv. Det gør det lettere for dig at agere i hverdagen, når du er blandt andre mennesker.

 

• Som udgangspunkt vil jeg sige, at du kommer længst med ærlighed. Vær åben om dit stigma – din sårbarhed. Jeg siger ikke det er let og jeg siger ikke, at det altid falder i god jord, men langt hen ad vejen, vil du da finde ud af, hvem der kan rumme og acceptere dig for den du er – hele dig. Det gør at du i sidste ende har lettere ved at være dig og have det godt. Jeg siger dette fordi jeg har været der og ved kan have konsekvenser uanset, hvilken strategi du vælger.

 

• Selvom jeg er for åbenhed om psykisk sårbarhed, vil jeg også sige, at for nogle og i nogle situationer, kan det være en fordel at veje stemningen og situationen. Der kan være situationer, hvor det kan være en fordel at vente en smule med at fortælle om din sårbarhed og nogle situationer, hvor det kan være helt irrelevant at fortælle. Så vurder, hvad du har det bedst med.

 

• En sidste ting, jeg vil opfordre dig til, er at opsøge andre, med de samme sårbarheder. Igen vil jeg ikke opfordre dig til finde relationer, der vil gøre det svære for dig, men grupper og personer, der kan genkende dine tanker og følelser. En gruppe, som opmuntrer dig til at agere konstruktivt og positivt i din hverdag. Undlad at finde grupper, hvor I trækker hinanden ned og gør det normalt at være syg. Vælg grupper, der har til formål at hjælpe hinanden videre, trods man har det svært. Det gør det lettere at agere i din hverdag med andre i skolen eller på arbejdet.

 

Og hvis du ikke har nogle at tale med om dine psykiske/ mentale problematikker, så tag fat i en professionel; egen læge, psykolog eller en lærer, der kan henvise dig.   

 

Litteratur til videre læsning

• Michael Hviid Jacobsen og Søren Kristansen (2002): Erving Goffman Sociologien om det elementære livs sociale former. Hans Reitzels Forlag

 

• Erving Goffman (2014): Stigma Om afvigerens sociale identitet. Samfundslitteratur, 2. udg.

 

• Kaspar Villadsen og Nanna Mik-Meyer (2007): Magtens former – sociologiske perspektiver på statens møde med borgeren. Hans Reitsels Forlag