Kommer du ud i naturen om vinteren?
Det er godt for os at komme ud
Trods mørket og kulden, hjælper det på humøret at komme ud og få sig rørt. Motion hjælper på vintertræthed og det gør sollys også. Så hvis du ikke er meget for at komme ud, så sørg for at komme ud når solen skinner.
Hvis du ikke har mulighed for det i hverdagen, så vær ekstra opmærksom på det i weekenden.
Når vi generelt er så meget inden-døre, er det godt at få noget luft. Både for at rense tankerne, men også for at mærke os selv lidt mere fysisk. Den kølige vind eller regnens dråber hjælper faktisk på at du bliver frisket lidt op og ikke døser hen i indeklimaet dagen lang. Det er hjælper også på evt. hovedpine og negative tanker.
Når du mest af alt har lyst til at blive inde, kan du forsøge at finde nogle alternative tanker og nogle argumenter for at komme ud. Det er ikke sikkert, det er så let lige i øjeblikket, men forsøg at gå en tur og når du så kommer hjem, kan du skrive dine gode argumenter ned der. Du har helt sikkert flere gode argumenter på det tidspunkt end lige før du skal ud ad døren…
Det er mørkt når jeg står op og mørkt når jeg kommer hjem fra skole eller arbejde. Så hvad skal jeg lave derude? Jo, nu skal du høre;
Ideer til, hvad du kan lave udenfor
- Gå turer: Det giver dig noget andet at gå en tur i naturen end at gå en tur i et shopping center. Prøv at gå en tur begge steder og mærk efter, hvilket sted, der gjorde dig bedst.
- Tage billeder: Tag cameraet med eller sørg for godt med strøm på din mobil til at tage billeder af sjove eller flotte naturfænomener. Brug billederne til at minde dig om din gåtur eller brug billederne som anledning til at tale med venner eller familie om det du har set.
- Løbe/cykle: Selvom det er koldt og mørkt, kan det stadig give dig noget andet at motionere i naturen frem for et fitnesscenter. Og i disse tider, er det også langt mere Corona venligt.
- Styrketræning: Som med kredsløbstræning, kan styrketræning også være en god udfordring udenfor. Det er ikke sikkert du lige ved, hvordan du skal gøre det, men hvis du følger et bestemt program, så sæt dig med dine øvelser og tænk, hvordan du kan bruge disse muskelgrupper, blot ved hjælp af redskaber fundet i naturen. Det udfordrer også din kreativitet og problemløsning, så du får trænet både hjerne og hjerte.
- Bygge huler med børnene: Hvis du har børn, vil de elske at have dig med til at bygge huler. Mange børn er faktisk glade for at være ude, når du viser dem, at det kan være sjovt. Det giver desuden også dig en mulighed for både at komme ud og være sammen med dine børn på samme tid.
- Hvis du har have: Så er vinteren ikke den tid, hvor der laves mest i haven, men derfor kan du godt gøre den mere ”vinter” venlig. Det kan være du skal have ryddet lidt op, så du får mere lyst til at være derude også om vinteren. Det kan være du skal have byget et lille læ-sted eller en anden form for oase, som indbyder dig mere til at være i haven om vinteren. Du kunne måske også indrette med mere lys eller med plads til et lille bål.
- Lave bål: Hvis du har mulighed for at lave bål i haven eller hvis der er en offentlig bålplads i nærheden, så udnyt det og lav snobrød eller inviter nogle venner eller børn med til at lave noget omkring bålet. Det er med til at give hygge og socialt samvær, men også til at give en anden form for ro og varme midt i en travl og, for nogle, trist tid.
- Gå stilletur: Naturen indbyder ofte til mange ting, men nogle gange kunne du forsøge at gå en stille tur – ikke en motionstur. En tur, hvor fokus er på at lytte til alle lydene omkring dig og hvor du har mulighed for at mærke din krop i form af vinden, regnen eller solen mod dit ansigt.
- Gå på opdagelse efter dyr: Hvis du er nysgerrig anlagt, så har du mulighed for at gå på ”jagt” efter dyr i alle størrelser. I stedet for at skyde dem med gevær, så se om du kan få ”skudt” et billede af dyrene. Du kan på forhånd vælge at du denne gang går på ”jagt” efter insekter, rådyr, harer, fugle eller noget helt femte. Ved at have valgt dit “bytte” på forhånd, får du skærpet dine sanser imod lige præcist dette emne.
- Tage på skovtur: Selvom det kan være koldt og mørk, kan man godt tage på skovtur med madpakke, kaffe eller kage. Mad spist udenfor smager bare bedre. Der er noget andet over det at spise ude frem for at spise indenfor. Hvis du har børn, så vil de også elske at spise et andet sted end ved bordet derhjemme.
- Tage på lanternetur: Nogle steder i landet er der lanternefester. Det er en hyggelig begivenhed, men man kan også selv gøre det. Hvis I er et par stykker med hver jeres lanterne med levende eller elektriske lys, kan i gå en tur i skoven eller lidt mere åbne områder, når det er blevet mørkt. Det ser rigtig flot ud og giver nogle gode symbolikker med lys i en mørk tid.
- Orientering i mørke: Hvis du har en smule styr på at orientere dig med kort og kompas, kan du øve orientering i mørke. Det er god udfordring, men start med at øve i områder, du har rimeligt styr på, da det kræver noget mere at orientere sig i mørke, frem for i dagslys.
- Hvis der er sne: Hvis vi er så heldige at der er sne om vinteren, så er der også mange sjove ting, man kan lave udenfor. Du kan eks. stå på ski, lave snebolde, snemænd, sneborge, smide dig og lave sneengle og meget mere.
- Ved vandet: Hvis du bor i nærheden af vandet, er der også mange ting du kan lave selvom det ikke er muligt at bade. Man kan samle sten eller rav, samle muslinger, fiske eller gå på jagt efter spiselige planter (kræver at du har lidt styr på det).
- Samle: På denne årstid er der normalt ikke så mange spiselige planter og bær at samle, men bærret slåen er stadig at finde og har brug for frost før det kan spises. Men vær hurtig for ellers kommer fuglene og spiser dem.
- Svampetur: Der er knap så mange svampe om vinteren, som sidst på sommeren og i løbet af efteråret, men der er nogle svampe, der godt kan klare frost. Selvom du ikke har så meget styr på at samle svampe, kan du i stedet bruge tiden på at tage billeder af dem eller tage en svampebog med ud og bliv klog på, hvilke svampe du møder.
Opfordring
Find noget du godt kan lide at lave, gør det hyggeligt og rart at være ude og tag tøj på efter vejret. Du vil mærke det som godt bagefter.
Giv det et forsøg et par uger og vurder derefter, hvordan det har påvirket dit humør, din energi og din søvn.
God tur i naturen!!!
Få mere inspiration
https://www.friluftsraadet.dk/